Delphi Technique

Hvad er denne teknik om

Det er en af de mest udbredte teknikker til prospektiv analyse ved hjælp af ekspertvurdering, da den overvinder den enkelte persons skævheder og begrænsninger og gør det muligt at stole på et ekspertpanels intersubjektive vurdering. Det er en særlig alsidig teknik, der er meget velegnet til teknologiske forudsigelser, men også til at imødegå situationer med usikkerhed, eller når der mangler objektive oplysninger om et emne.

Hvor kommer den fra

Delphi-metoden blev beskrevet første gang i 1962 i memorandummet “An experimental application of the Delphi method to the use of experts”, en forenklet udgave af den undersøgelse, der blev iværksat i 1948 af Rand Corporation under ledelse af Norman Dalkney og Olaf Helmer, som et instrument til at foretage forudsigelser af atomkatastrofescenarier for den amerikanske hær.

Til hvilke formål anvendes den (hvorfor i din ingeniørundervisning)

Teknikken er baseret på en række på hinanden følgende konsultationer med en gruppe eksperter om et emne, hvor man identificerer de nøglevariabler, der påvirker dets udvikling, og sandsynligheden for, at der kan ske visse ændringer i hver af disse variabler. Den er særlig nyttig i forbindelse med problemløsning og computerbaseret problemløsning.

Hvordan man bruger det

Gennemførelsen omfatter mellem 2 og 5 på hinanden følgende spørgeskemaer til en gruppe på ca. 25 personer (mellem 15 og 100 personer, afhængigt af målgruppen) udvalgt blandt eksperter i det undersøgte emne eller personer, der er direkte involveret i et spørgsmål.

Processen begynder med udvælgelsen af deltagerne, som er projektets nøgleelement, da de skal have tilstrækkelig viden til at kunne fremsætte relevante forudsigelser og have det nødvendige engagement til at opretholde deres deltagelse under hele forskningsprocessen.

Herefter er der to hovedsekvenser for gennemførelsen, afhængigt af målsætningen og den pågældende målgruppe,

1. 1. Ekspertpanel til teknisk og teknologisk forudsigelse:
      
      1. Identificering af de vigtigste variabler, der påvirker emnet (dvs. de 3 eller 5 vigtigste variabler).
      2. Udarbejdelse af en samlet liste over variablerne.
      3. Kontrollér den kombinerede liste og vurder den relative betydning af hver enkelt identificeret variabel (rangordning, vurdering osv.).
      4. Indhentning af svar fra eksperterne og udarbejdelse af en rangordnet liste over variabler (gennemsnit).
      5. Vis resultaterne af høringen i trin D og drøft enighed/uenighed med resultaterne og andre relevante foranstaltninger (f.eks. relevans, validitet osv.).
   2. Anvendes til problemidentifikation og problemløsning.
      
      1. Del deltagerne op i små samarbejdsgrupper.
      2. Bed hver enkelt om at opstille en liste over de mest relevante aspekter (problemer, usikkerheder osv.), der vedrører emnet eller emnet.
      3. Bed derefter hver lille gruppe om at analysere de individuelle svar og oprette kategorier og underkategorier. Der skal opnås konsensus i gruppen om den relative betydning (og/eller prioritet, relevans osv.) af hver enkelt kategori (rangordning, punktum osv.).
      4. Alle små grupper deler deres arbejde med den store gruppe. Hver lille gruppe drøfter de samlede resultater og udvikler mulige scenarier/alternativer.
      5. Sidste runde, hvor de små grupper evaluerer de scenarier eller alternativer, som alle grupper har udviklet, og diskuterer deres enighed eller uenighed med dem (dvs. sandsynlighed, ønskværdighed osv.), indtil der opnås konsensus.